Kunne du finde på, at sige du har stress?

Ville du være åben og ærlig, hvis du blev ramt af stress? 

Måske er du der nu - har du så sagt det højt for dig selv eller andre? 

En af stresssymptomerne er netop manglende selverkendelse af stress.

 Så selvom du måske har hjertebanken, sover dårligt, manglende appetit, svært ved at koncentrerer dig, uro og manglende overblik generelt, så er det jo ikke dig der er ramt af stress vel?

Det kan være, at du har haft det sådan i et godt stykke tid, men du tænker stadigvæk (måske) "det er da ikke mig der har stress".

Rigtig mange af os er nemlig for dårlig til selv, at erkende at vi har stress. Vi skal nærmest hænge på yderkanten men neglende over en dyb kløft, før vi erkender, at det her går ikke længere.

Der er ikke noget unormalt i at komme helt derud - det er der desværre mange der gør - for hvad er det der sker? 

Jo, vi opfatter jo os selv som velfungerende mennesker og har vi udfordringer så skal vi jo "bare" overleve/gennemleve det - det har vi jo gjort altid - det ligger i vores instinkt fra urtiden. 

Mange af os ER vores arbejde, det er der vi har lagt vores identitet og personlighed. Den kan vi ikke bare sådan lige lægge fra os - for vi er jo ikke svage vel? 

Der er stadigvæk mange myter og tabuer om stress, det er jo "kun" de svage der bliver ramt! 

NÆH... 

Jeg plejer at sige - Vi har været for stærke ALT forlænge, derfor bliver vi ramt af stress.

 Det er jo heller ikke særligt "fedt" at gå ind til chefen og sige man er "svag" vel - sige man er blevet ramt af stress? Så det gør vi jo ikke. Det ligger så dybt i os at kæmpe til sidste bloddråbe. 

Der ligger et urinstinkt dybt i os - et overlevelsesinstinkt - vi giver ikke op før vi er lagt ned! 

Nogle mener der er flest kvinder der bliver ramt af stress - det mener jeg ikke er rigtigt. 

Jeg mener der er flere mænd der er ramt af stress end vi sådan umiddelbart lige har øje på. 

Jeg tror bare, at i mænd ligger der endnu et dybt urinstinkt i at skulle være den "stærke", være forsørgeren, familiens overhoved og så kan man ikke vise svaghedstegn. 

Derfor tror jeg, at mænd går langt længere tid og tumler med stresssymptomer, hvor udfaldet så er langt mere alvorligt som stresskolaps, hjerteanfald, svær depression og i yderste konsekvens dødsfald. (dermed ikke sagt, at der er flest mænd der dør af stress, men de går oftes langt længere med symptomerne)

De mænd jeg møder i min praksis er oftes mænd der kommer når symptomerne blinker "RØD FULD STOP"  så det ikke kan misforståes. 

MEN hvad kan du gøre? 

Jo, DU kunne jo starte med at se på dig selv som et batteri eller en benzintank der skal fyldes op. 

Når du er ved at løbe tør, så får du oftes en advarsel, en lampe der lyser eller en biplyd! 

Nu er det tid til at tanke strøm/benzin. Her fortsætter du jo heller ikke UDEN at gøre noget - for så stå du der med alle dine talenter. 

Hvis du valgte, at se på dig selv på samme måde, også gerne inden advarselslamperne begynder at blinke, ville det være optimalt, for jo før du "stikker kæppen i hjulet" jo hurtigere er du tilbage igen. 

Jeg håber det gav lidt eftertanke til dig om, hvor du er i dit liv, du er velkommen til at kommenterer her neden under hvis du har lyst. 

Hvis ikke du allerede har tilmeldt dig mit nyhedsbrev og fået tilsendt 3 trin til en bedre hverdag så kan du gøre det lige her.

Ønsker dig en dejlig dag!

Kærligst Sofia

PS. hvis du læste med på min sidste blok, så ville du vide, at min familie og jeg skulle på svampetur i skoven i går - og ved du hvad - vi var de eneste i hele flokken med guide, der fandt kantareller - det var GULD og de smagte fantastisk.